Sild

Forsiden >Fisk i havet >Sild

Sild

Kendetegn:
Adskilles fra brisling ved ikke at have savtakkede skæl på bugen, d.v.s. skællene stritter ikke imod, når man stryger en sild på bugen fra halen mod hovedet. Desuden sidder sildens bugfinner under eller bag forkanten af rygfinnen.

Størrelse:
Op til 50 cm, men sjældent over 40 cm. For nogle sildestammer er den maksimale størrelse kun 20-25 cm.

Udbredelse:
I området fra Svalbard til Biscayen, i den nordvestlige del af Atlanterhavet, omkring Island, i Nordsøen og Østersøen, samt i indre danske farvande findes et større antal sildestammer (se nedenfor).

Biologi:
Silden lever pelagisk fra overfladen til ca. 250 meters dybde. Føden består af dyreplankton (krebsdyr, vinge-snegle) samt for større individer også af småfisk. Silden er en udpræget stimefisk, og stimer på flere kilometers længde og 30-40 meters dybde er kendt. Kan blive op til 25 år gammel. Æggene gydes frit i vandet, men synker hurtigt til bunden. De er klæbrige og lægger sig i tykke lag på sten, tang m.m. De klækker efter 3-4 uger, og larverne er kun 7-9 mm lange ved klækning. Efter få dage har sildelarven opbrugt sin blommesæk og skal da selv finde føde. Dette er en kritisk periode for larven, og er der ingen føde i nærheden, dør den efter kort tid. Forskere har beregnet at mere end 99% af alle sildelarver dør kort tid efter klækning. Antallet af silden som gydes f.eks. i Nordsøen er dog enormt, og mange larver overlever, vokser op til småsild (4-5 cm), som danner stimer. Denne stimedannelse beholder silden resten af livet, og vandring mellem fødeområder, gydeområder og overvintringsområder sker således i stimer.
På grund af sildens store økonomiske betydning har man forsket meget i dens biologi. Denne forskning har vist, at der findes et større antal sildestammer i danske farvande, stammer som har forskellig gydesæson, vandring, vækst-potentiale m.m. Til adskillelse af de enkelte stammer bruges bl.a. fiskenes alder i forhold til deres længde/vægt, samt tillige antallet af ryghvirvler, som har vist sig at variere. Såvel den atlanto-skandiske sildestamme i 1960'erne, som de vigtigste sildestammer i Nordsøen i 1970'erne, har været genstand for over-fiskeri, og et fiskeristop blev indført for at bringe bestandene op igen. Den atlanto-skandiske sild har aldrig genvundet tidligere styrke, mens bestandene i Nordsøen nu ser ud til at være af samme størrelse som tidligere. Af frygt for nyt overfiskeri reguleres sildefiskeriet nu kraftigt. Siden sidste halvdel af 1980'erne synes silden at være i fremgang mange steder i danske farvande, og forskerne mener, at årsagen er, at silden klarer sig fint i de let eutrofierede danske farvande. Den ekstra tilførsel af næringsstoffer, som er årsagen til eutrofieringen, giver ophav til en stor produktion af plante- og dyre-plankton, hvor sidstnævnte er en vigtig føde for såvel unge som ældre sild.